Kunstmaleren og prinsessen

Den polsk-danske kunstmaler Elisabeth Jerichau Baumann rejste i årene 1869-75 til Konstantinopel og Kairo. Som mange andre af datidens malere var hun tiltrukket af Orientens mystik og eksotisme, men hun mødte i stedet et Osmannerrige midt i en brydningstid mellem et traditionelt og et mere moderne samfund.00Baumann fandt en del kunder til sine portrætter af mennesker fra alle dele af det osmanniske samfund, og i sin jagt efter motiver besøgte hun blandt andet en række haremmer, hvor hun oplevede et på mange måder frit liv inden for murene. I et af disse haremmer traf Baumann den unge tyrkisk-osmanniske prinsesse Nazili, som gjorde et stort indtryk på hende. Prinsessen var allerede som purung aktiv forkæmper for kvinders rettigheder og blev en af de førende kvindesagsforkæmpere og antikolonialister i det 19. århundredes Mellemøsten. Baumann nedfældede sine betragtninger om mødet med prinsessen og om sex, ægteskab og kvinders og børns rettigheder i et par rejseberetninger. På den baggrund kan Kunstmaleren og prinsessen genoplive de to kvinders unikke forhold og derigennem give indblik i en periode, hvor kvinder både i Europa og i Osmannerriget fik øget mulighed for at præge deres eget liv og deltage i det offentlige rum.